Vælg mellem tre farver til din iStick 100W TC
Eleaf leverer som sædvanlig et gennemtænkt design. Kabinettet er ergonomisk udformet, og er udstyret med et stort vendbart display og diskrete knapper. Det gør brugen til en nydelse, både visuelt og betjeningsmæssigt.
Det gælder også for de magnetiske sidepaneler, der gør det til en leg at udskifte batterierne. Finishen er diskret og elegant: Vælg mellem sort, grå og hvid.
100 W kræver potente batterier
Med en ydelse på 100 W kommer det nok ikke bag på nogen, at iStick 100W TC bruger 2 batterier. Eleaf følger naturligvis branchestandarden med 18650-batterier, og anbefaler i øvrigt, at der benyttes kvalitetsbatterier med drainkapacitet på mindst 25 A. Batterier medfølger ikke, så husk at købe et sæt eller to med, når du alligevel bestiller sættet.
Eleaf foreslår selv batterierne VTC4 eller VTC5 fra Sony som oplagte valg. Begge typer finder du selvfølgelig i vores sortiment af løse batterier, hvor der også er tilsvarende potente batterier fra både Aspire, Efest, LG og Samsung.
Køb evt. samtidig nogle billige silikone-etuier til beskyttelse af batterierne (og til beskyttelse af dig selv). High Drain batterier er ikke til at spøge med, og en kortslutning kan i uheldige tilfælde medføre brand og eksplosion.
Opdaterbar firmware giver fremtidssikring
Eleaf har sørget for, at softwaren i iStick 100W TC kan opdateres med nye versioner løbende, efterhånden som der udvikles nye funktioner eller kommer softwarerettelser. Det smarte er, at du kan gøre det selv, uden at skulle en tur omkring forhandleren. I sættet medfølger et USB-kabel, så du kan forbinde iStick’en med en computer, og selv downloade og overføre ny software.
Bred vifte af output-muligheder med iStick 100W TC
Mod’et har et ”TC” i typebetegnelsen, og det indikerer naturligvis, at det kan køre med temperaturkontrol. Det foretrækker de fleste i dag, og iStick’en kan indstilles til temperaturkontrol af forskellige typer coils, afhængigt af den type modstandstråd, der benyttes. Der er mange fordele ved at køre TC: Dels reducerer det juice-forbruget betragteligt, og giver samtidig længere batterilevetid. TC giver typisk også en blidere behandling af den tilsluttede coil, så den holder længere.
iStick 100W TC kan dog også køre den mere klassiske Variabel Watt, hvor du selv er i fuld kontrol. Der er endda inkluderet en Bypass mode, som får iStick’en til at fungere som et mekanisk mod, hvor elektronikken og styringen bypass’es. Brug kun denne mode, hvis du er erfaren damper – det er store kræfter, der slippes løs.
Overvej en ekstern lader til dine batterier
Som de fleste andre producenter indbygger Eleaf opladere i deres mods, og det gælder også for iStick 100W TC. USB-kablet forbindes til porten i bunden af mod’et, og tilsluttes enten en adapter eller et apparat med USB-udgang, f.eks. en computer eller et tv. Den indbyggede lader er dog ikke et fokusområde for hverken Eleaf eller de andre producenter. En avanceret lader koster en del at indbygge, så det er som regel blot en meget simpel en af slagsen, der bliver ”smidt” i udstyret.
Moderne batterier er ganske vist højtydende, men de er samtidig på flere områder mere krævende i opladnings- og vedligeholdelsesprocessen end gammeldags batterier. En avanceret ekstern oplader forlænger batteriernes levetid og ydeevne, så investeringen er givet godt ud på den lange bane. Samtidig er det også praktisk at kunne lade på et sæt batterier, alt imens du damper med et andet sæt. Vi kan bl.a. anbefale de professionelle opladere fra Nitecore – du finder dem i vores sektion med opladere.
Tekniske specifikationer
- Effekt-område: 1-100 W
- Temperatur-område: 100-315 grader (TC modes)
- Resistans-område TC modes: 0,05-1,5 ohm
- Resistans-område VW/bypass-mode 0,1-3,5 ohm
- Dimensioner: 52 x 23 x 94 mm
- Batteritype: 2 x 18650 High Drain (>25A)
- Gevindtype: Standard 510 med fjederbelastning
- Finish: Vælg mellem sort, grå og hvid
- Batteridæksel: Magnetisk